BIOGRAFI

OM MEK PEK

Mek Pek er Født 4. januar 1964 i Århus
Døbt Mek Falk i Mariager kirke

Sanger, trompetist, entertainer, booker/manager og skuespiller


Mek Pek fik sin første trompetsom kun 4-årig i 1968.

Giveren var faderen, musikpædagogen Leif Falk (1940-2019),

der i 1970'erne blandt andet var medlem af Blue Sun.

Mek Pek's første offentlige optræden havde han samme år

på jazzklubben Tagskægget i Århus sammen med faderens

daværende trio.

Nogle år senere blev han medlem af børnerock-gruppen De Rå Rødder.

Som elev i Århus friskole var han med til at skrive og opføre flere musicals

og i 9. klasse spillede han guitar i gruppen Spermoladerne, der sang sjofle

og platte sange. Kammeraterne gav ham i den forbindelse kælenavnet

Mek Pek, der siden blev hans kunstnernavn.




LOST KIDS

I sensommeren 1979 blev han medlem af punkbandet Lost Kids i hvilket han spillede bas frem til sommeren 1982. Lost Kids var Danmarks første punkband og udgav 2 singler og 2 albums, samt medvirkede på pærepunk og andre compilation albums.













MEK PEK PARTY BAND

I 1982 helligede Mek Pek sig Mek Pek Party Band, som han havde samlet i april 1981, og forlod Lost Kids.

De fleste af medlemmerne kom fra Århus Friskole, hvor de var vokset op med calypso, reggae og jazz og med lærere som Leif Falk og Ed Jones, og blandt de skiftende besætninger af partybandet fandt man i de første år Donna Cadogan, sang; Mads Brage Michelsen (senere Gnags), steeldrums, percussion; Aske Jacoby, guitar og Niels Mathiasen, tenorsax.


Gruppens første single SkaBeat/Hvorfor så? (Genlyd, 1982) blev et radiohit og samme år fulgte debut-LPen.

Mek Pek Party Bands betydelige popularitet byggede på et energisk og medrivende sceneshow og den musikalske blanding mellem ska, reggae, calypso og rock.

Bandet åbnede Orange scene på Roskilde festivalen, sommeren 1983 og samme år udgav de deres 2. album "Picnic".














KIM LARSEN & BELLAMI

Fra 1984 til 1987 spillede Mek trompet med Kim Larsen.

Sammen med Kim Neergaard og Niels Mathiasen,

blæsergruppen fra partybandet, deltog han i

Kim Larsens Cirkus Himmelblå -turné.

Siden på pladen Forklædt som voksen og den

efterfølgende tourne.


Kim Larsen skrev også sangen "I nat" til

Mek Pek & The Allrights 1. album.





MEK PEK & THE ALLRIGHTS

I 1986 dannede Mek Pek et nyt band bestående af Tom Bilde, bas; Jan Sander, guitar; Kristian Lassen, keyboards og Jeppe Saugmann (Abdulah S), trommer.

Bandet fik navnet The Allrights, og under hvad der blev betegnet som “kaotiske omstændigheder” blev “Så gør vi bare som om” indspillet kort før jul.

Pladen blev produceret af den engelske heavy-producer Steve Cherry og som gæster på pladen medvirkede blandt andre Donna Cadogan, Kate Svanholm, Thomas Helmig og Henning Stærk. Repertoiret spændte fra rock og disco over swing til gamle danske schlagere som f.eks. Lille frøken Himmelblå sunget i duet med Søs Fenger. En duet var der også på den næste plade Pigen og trompeten: Jørgen Ryg/Preben Kaas-hittet Hva’ ska’ vi med kvinder, som Mek Pek sang sammen med Thomas Helmig. Pladens titelsang, som han skrev sammen med Gnags-sangeren Peter A.G. blev en veritabel landeplage.
På pladen anvendte Mek Pek hiphop- og house-effekter, rap, sampling, scratch etc.

I 1991 udsendte han med Allrights CDen Check min Mambo. Pladen rummede blandt andet titelmelodien fra filmen Casanova, som Mek Pek medvirkede i, men også Klappekonkurrencen (igen skrevet sammen med Peter A.G.) og forældrene Ivalo & Leif Falk stod for titelsangen, der oprindeligt var skrevet til en musical på Århus Friskole.















MEK & THE PEK'A'BILLIES

Efter en pause i hvilken han helligede sig familien og havde

diverse konferencierjobs, havde han i 1992 premiere med

gruppen The Pek’a’Billies. Stilen var nu disco- og popnumre

serveret i 50’er rockabilly-stil. Gruppen medvirkede på børne-

CDen Åh Abe (Sony/DR, 1994) med titelmelodien og Den lille

frække Frederik.

Men ellers agtede Mek Pek at fortsætte med rockabilly.

Her stod Genlyd af og han skiftede pladeselskab.

Indtægten fra Åh Abe brugte han til – i januar 1994 –

at indspille en ny CD med Morten Kjeldsen, guitar, keyboards;

Jens Dan, guitar; Niels Mathiasen, tenorsax; Kim Neergaard,

trombone; Kim Garde (Nekromantix), bas; Ole Ballund, trommer,

sang samt Jytte Pilloni, sang.

Pladen rummede sange hentet fra blandt andre Orup, Genesis,

Cut’n’Move, Frank Zappa samt en ny udgave af Pigen og trompeten.

Bandet medvirkede også i filmen "Vildbassen".


MEK PEK PARTY BAND - IGEN - OG RUNDTOSSEN

I foråret 1995 gendannede han Mek Pek Party Band og blandt andet takket været udgivelsen af greatest hit-pladen Pek’s stiveste, havde bandet forrygende travlt hen over sommeren.


i 1995 udsendtes CDen Radio Rundtossen med sange fra TV2 børne-programmet "Rundtossen" skrevet, spillet og sunget af Mek Pek og Warny Mandrup. På pladen medvirkede blandt andre også den 12-årige medvært fra TV-serien, Sofia Hedia Ghoula og partybandet.


I 1999 tog Mek Pek konsekvensen af sin passion for Dirch Passer og de gamle revy- og filmklassikere og udgav Pek’en Passer, der blandt andet rummede en ny udgave af Der kommer altid en pige og en sporvogn til sunget i duet med Morten Remar. Pladen blev produceret af Steve Cherry, som Mek Pek første gang arbejdede sammen med i 1985.


I 2011 kan Mek Pek Party Band fejre sit 30 års jubilæum og Donna kommer igen med i bandet.















MEK & THE X-MAS PEKS

Under titlen Mek & The X-mas Peks udsendte han i efteråret 2000 en julerock-plade, der udover en stribe juleklassikere også rummede tre helt nye julesange. På pladen medvirkede blandt andre Kim Gaarde (Nekromantix), Gulvbas, Jens Daugaard (Mek Pek Party Band), trommer og Mika Vandborg (Gnags, Electric guitars, Love shop m.fl.) , Guitar.


MEK PEK OG HABBASUTTERNE

Året efter udsendte han hele to plader: Børnepladerne Mek Pek og Habbasutterne og Kun en klovn. Førstnævnte – der var første børneudgivelse i Mek Peks eget navn – rummede en stribe sange målrettet til børn og på turné-siden rejste han rundt med Mika Vandborg, bassisten Allan Nagel (Poul Krebs, Michael Learns To Rock m.fl.) , Jens Daugaard og keyboardspilleren Kristian Lassen. Det skete under navnet Mek Pek & Habbasutterne. Kun en klovn rummede en stribe sange, der alle drejer sig om børns trafiksikkerhed Den blev trykt i 35.000 eksemplarer og udgivet i et samarbejde mellem fire af landet amter.

i 2001 udsender Mek Pek & Habbasutterne albummet "GUM GUM GUMMIAND"


I 2003 medvirkede Mek også i filmen ”Hvor kommer mælken fra?”, der blev produceret af the Company for Mejeriforeningen.


2004 bliver Mek Peks travleste år, han fylder 40 og selvom konen flytter fra ham i starten af marts spiller Mek Pek over 150 jobs, producere en cd for Ann & Aberne, holder sit 25 års jubilæum som professionel musiker, medvirker i en del TV programmer og laver dobbelt CD og inspirationskurser for DGI.


I 2005 sætter Mek sin egen oneman teaterforestilling ”Anton & Sassabassa” op. Han får også udgivet en børne-billedbog, baseret på forestillingen. I november og december spiller Mek Pek Nikolaj, i Midtjysk egnsteater’s tournéopsætning af ”Nøddebo præstegaard” og høster flotte anmeldelser for sin skuespiller præstation.

I starten af 2006 indspiller Mek Pek & Habbasutterne deres tredie album, der udsendes i en box med ”Anton & Sassabassa” bonus DVD.

Mek Pek udsendte, i april 2008, sine bedste børnesange på albummet: Mek Pek Greatest – Åh abe & Habbasut hits.













ÅH ABE I SNEEN

2011 bliver “Åh abe i sneen” født, en omfattende jule-turné rundt i kultur husene, hvor succesen fortsætter frem til 2017. De andre solister der er med, er bl.a. Elisabeth Gjerluff Nielsen, Alberte, Rosa, Lillenørderne Anders og Katrine, Motor Mille, Kalle Mathiesen, samt Chapper. Turneen er en tilbagevendende begivenhed, med fulde huse.


DINOSAUR ZOO

I 2014 kunne Mek Pek også opleves i det Australske Dinosaur show “Dinosaur Zoo”, som Mek Pek fordanskede og turnerede med i oktober 2014. Det blev en stor succes med udsolgte huse og ca. 10.000 besøgende publikummer på 14 dage, i 4 byer.
















MEK PEK - SIMPEL MAND


I slutningen af 2022 udsendte han albummet Simpel Mand.

En samling sange, hvor sangeren, musikeren og entertaineren Mek Pek for første gang

omfavner det faktum, at han jo er blevet voksen. Men stadig gør det med den drengede

charme, der har været hans varemærke, siden han erobrede den danske musikverden

med sin første single Ska Beat i 1982. 


Mek Pek træder ind i de voksnes rækker med 6 nye sange

– om at finde ud af, hvordan man holder forholdet friskt (Du Ka’ Få Mig Til Hvad Som Helst),

om hvad pengene skal bruges på (Min Baby)

og om at erkende sine fejl (Når Du Ser Den Anden Vej). 



Sange om det liv man lever, når man ikke behøver at erobre verden længere, men befinder sig et sted i livet, hvor man kommer langt med at stå ved, at man er en Simpel Mand. 

I sin imponerende karriere har Mek Pek spillet punk, reggae, ska, rock, pop, rockabilly og masser af børnemusik, men på den nye plade er det i den grad soul, der får lov at fylde.

Et par af sangene er en kærlig hilsen til den ska, der var med til at starte det hele for 40 år siden, men ellers er det klassisk soul, der i hænderne på et veloplagt band giver de nye sange liv. 


Stilen kan du kalde old school, og sådan er det ment – alle sange er indspillet live med hele bandet samtidig (ingen computer, ingen click, ingen dubs) for at få det helt rigtige feel. 


Mek Peks søn Emil Falk (Thomas Helmig, Benjamin Hav, Stine Bramsen m. fl.) har produceret, og dermed er en plan med flere år på bagen endelig blevet til virkelighed, for far og søn har længe snakket om at lave en plade sammen, men først nu lykkedes de to travle herrer at finde tiden, det helt rigtige hold og det rigtige studie.



DIVERSE
Ekstremt aktive Mek Pek har ved siden af sin musikalske karriere udfyldt adskillige roller på film og teater. Blandt filmrollerne fremstillede han i 1985 trompetisten Erik Parker i Jesper Høms film om pianisten Leo Mathisen Take it Easy og i 1990 havde han rollen som uheldig opvasker og piccolo i filmen Casanova.


Under produktionen af TV3s musikvideohitliste “Ti vi ka’ li’”, som Mek lavede sammen med filminstruktørende Peter Gren Larsen og Søren Fauli mødte Mek Pek kameramanden Warny Mandrup, som han fik med – foran kameraet – i Rundtossen – et børneprogram, der blev udsendt i 36 episoder på TV2. Senere turnerede de med Mek & Warnys Balladeshow. 


På teatret har han medvirket i en række musicals. Blandt andre havde han i 1989 hovedrollen som Casper i Steffen Brandts (TV-2) musical Nemo på Bellevue Teatret, og han har medvirket i Århus Teaters opsætninger af Folk og røvere i Kardemommeby og Emil fra Lønneberg. Han har medvirket i en lang række TV-shows – både som vært og gæst. Således medvirkede han i 1986-87 i 12 episoder af Hans Otto Bisgaards Under Uret som “dum” journalistelev. På det tidspunkt var Mek Pek blevet et så kendt ansigt i medierne at Ekstra Bladets læsere i 1987 udnævnte ham til “Årets mest sexede mand”. Mediernes interesse for hans gøren og laden behandlede han siden i sangen Sludder og Sladder, der var indeholdt på Pigen og trompeten. Blandt hans øvrige TV-produktioner kan nævnes Duksedrengen og har var vært på TV3’s Rent Fup.


Mek Pek har medvirket på lydsporene til adskillige film og teaterforestillinger. Blandt andre Jungledyret Hugo, Dyrene i Hakkebakkeskoven, Krummernes bedste, Vildbassen, Olsenbandens første kup og Prop & Bertha.


Mek Pek, hvis stemme desuden ofte har været brugt i TV- og biografreklamer (blandt andet for Legoland), har produceret for blandt andre Det Neodepressionistiske Danseorkester (DND) og ved siden af sine egne bands, har han deltaget i fritidsorkesteret Hounddog Allstars sammen med blandt andre medlemmerne fra Gnags, Jesper Bay, Thomas Helmig, Henning Stærk, Caroline Henderson, Søs Fenger, Niels Mathiasen, Per Frost og Lis Sørensen.


I 1988 var han konferencier på Roskilde Festival og samme rolle udfyldte han i 1991 sammen med Camilla Miehe-Renard i det danske Melodi Grand Prix.