om Mek Pek

Mek Pek er Født 4. januar 1964 i Århus
Døbt Mek Falk i Mariager kirke

Sanger, trompetist, entertainer og skuespiller

KARAKTERISTIK På grund af sin dybe respekt – og forståelse – for børn som målgruppe, er Mek Pek ikke uden grund blevet betegnet som landets sødeste og mest sympatiske børnelokker. Igennem hele sin karriere har energiske og myreflittige Mek Pek været et uhøjtideligt og humoristisk indslag på den danske musikscene. Med forbilleder som James Brown, Bob Marley, Speciels, Prince, Elvis og ikke mindst Dirch Passer har han skabt sin egen musikalske niche, og han dyrkede således rap-musikken længe inden den slog igennem her til lands.

Mek Pek fik sin første trompetsom kun 4-årig i 1968. Giveren var faderen, musikpædagogen Leif Falk, der i 1970erne blandt andet var medlem af Blue Sun. Sin første offentlige optræden havde han samme år på jazzklubben Tagskægget i Århus sammen med faderens daværende trio. Nogle år senere blev han medlem af børnerock-gruppen De Rå Rødder. Som elev i Århus friskole var han med til at skrive og opføre flere musicals og i 9. klasse spillede han guitar i gruppen Spermoladerne, der sang sjofle og platte sange. Kammeraterne gav ham i den forbindelse kælenavnet Mek Pek, der siden blev hans kunstnernavn.

I sensommeren 1979 blev han medlem af punkbandet Lost Kids i hvilket han spillede bas frem til sommeren 1982. Lost Kids var Danmarks første punkband og udgav 2 singler og 2 albums, samt medvirkede på pærepunk og andre compilation albums.

I 1982 helligede Mek Pek sig Mek Pek Party Band, som han havde samlet i april 1981, og forlod Lost Kids.

De fleste af medlemmerne kom fra Århus Friskole, hvor de var vokset op med calypso, reggae og jazz og med lærere som Leif Falk og Ed Jones, og blandt de skiftende besætninger af partybandet fandt man i de første år Donna Cadogan, sang; Mads Brage Michelsen (senere Gnags), steeldrums, percussion; Aske Jacoby, guitar og Niels Mathiasen, tenorsax. Gruppens første single SkaBeat/Hvorfor så? (Genlyd, 1982) blev et radiohit og samme år fulgte debut-LPen. Mek Pek Party Bands betydelige popularitet byggede på et energisk og medrivende sceneshow og den musikalske blanding mellem ska, reggae, calypso og rock.
I sommeren 1983 indspillede gruppen maxi-singlen Lys på/Rapperkonen for Rådet for Større Færdselssikkerhed, og i den forbindelse medvirkede bandet også i TVs OBS-udsendelser.

Gruppen var meget live-aktiv, og som en konsekvens heraf indspilledes en live-plade i foråret 1985 på Huset (nu Voxhall) i Århus, men gruppens pladeselskab, det Gnags-ejede Genlyd, ønskede ikke at udgive pladen.
Året efter deltog Mek Pek sammen med blæsergruppen fra partybandet i Kim Larsens Cirkus Himmelblå -turné sammen med Bellami og siden på pladen Forklædt som voksen og den efterfølgende tourne.

I 1995 dannede Mek Pek et nyt band bestående af Tom Bilde, bas; Jan Sander, guitar; Kristian Lassen, keyboards og Jeppe Saugmann, trommer.

Bandet fik navnet The Allrights, og under hvad der blev betegnet som “kaotiske omstændigheder” blev “Så gør vi bare som om” indspillet kort før jul. Pladen blev produceret af den engelske heavy-producer Steve Cherry og som gæster på pladen medvirkede blandt andre Donna Cadogan, Kate Svanholm, Thomas Helmig og Henning Stærk. Repertoiret spændte fra rock og disco over swing til gamle danske schlagere som f.eks. Lille frøken Himmelblå sunget i duet med Søs Fenger. En duet var der også på den næste plade Pigen og trompeten: Jørgen Ryg/Preben Kaas-hittet Hva’ ska’ vi med kvinder, som Mek P ek sang sammen med Thomas Helmig. Pladens titelsang, som han skrev sammen med Gnags-sangeren Peter A.G. blev en veritabel landeplage.
På pladen anvendte Mek Pek hiphop- og house-effekter, rap, sampling, scratch etc.

I 1990 udsendte han med Allrights CDen Check min Mambo. Pladen rummede blandt andet titelmelodien fra filmen Casanova, som Mek Pek medvirkede i, men også Klappekonkurrencen (igen skrevet sammen med Peter A.G.) og forældrene Ivalo & Leif Falk stod for titelsangen, der oprindeligt var skrevet til en musical på Århus Friskole.

Efter en pause i hvilken han helligede sig familien og havde diverse konferencierjobs, havde han i 1992 premiere med gruppen The Pek’a’Billies. Stilen var nu disco- og popnumre serveret i 50’er rockabilly-stil. Gruppen medvirkede på børne-CDen Åh Abe (Sony/DR, 1994) med titelmelodien og Den lille frække Frederik. Men ellers agtede Mek Pek at fortsætte med rockabilly. Her stod Genlyd af og han skiftede pladeselskab. Indtægten fra Åh Abe brugte han til – i januar 1994 – at indspille en ny CD medMorten Kjeldsen, guitar, keyboards; Jens Dan, guitar; Niels Mathiasen, tenorsax; Kim Nergaard, trombone; Kim Garde (Nekromantix), bas; Ole Ballund (Quote Unquote), trommer, sang samt Jytte Pilloni, sang. Pladen rummede sange hentet fra blandt andre Orup, Genesis og Cut’n’Move samt en ny udgave af Pigen og trompeten.

I foråret 1995 gendannede han Mek Pek Party Band og blandt andet takket været udgivelsen af greatest hit-pladen Pek’s stiveste, havde bandet forrygende travlt hen over sommeren.

Under produktionen af TV3s musikvideohitliste “Ti vi ka’ li’”, som Mek lavede sammen med filminstruktørende Peter Gren Larsen og Søren Fauli mødte Mek Pek kameramanden Warny Mandrup, som han fik med – foran kameraet – i Rundtossen – et børneprogram, der blev udsendt i 36 episoder på TV2. Senere turnerede de med Mek & Warnys Balladeshow. i 1995 udsendtes CDen Radio Rundtossen. På pladen medvirkede blandt andre den 12-årige medvært fra TV-serien, Sofia Hedvig Ghoula, musikere fra partybandet og sangeren Morten Remar Back to back.

I 1999 tog Mek Pek konsekvensen af sin passion for Dirch Passer og de gamle revy- og filmklassikere og udgav Pek’en Passer, der blandt andet rummede en ny udgave af Der kommer altid en pige og en sporvogn til sunget i duet med Morten Remar. Pladen blev produceret af Steve Cherry, som Mek Pek første gang arbejdede sammen med i 1985. Under titlen Mek & The X-mas Peks udsendte han i efteråret 2000 en julerock-plade, der udover en stribe juleklassikere også rummede tre helt nye julesange. På pladen medvirkede blandt andre Kim Garde, Jens Daugaard, trommer og Mika Vandborg (ny guitarist i Gnags, der havde taget afsked med Per Chr. Frost). Året efter udsendte han hele to plader: Børnepladerne Mek Pek og Habbasutterne og Kun en klovn. Førstnævnte – der var første børneudgivelse i Mek Peks eget navn – rummede en stribe sange målrettet til børn og på turné-siden rejste han rundt med Mika Vandborg, bassisten Allan Nagel (Poul Krebs, Michael Learns To Rock m.fl.) , Jens Daugaard og keyboardspilleren Kristian Lassen. Det skete under navnet Mek Pek & Habbasutterne. Kun en klovn rummede en stribe sange, der alle drejer sig om børns trafiksikkerhed Den blev trykt i 35.000 eksemplarer og udgivet i et samarbejde mellem fire af landet amter.

I 2003 medvirkede Mek også i filmen ”Hvor kommer mælken fra?”, der blev produceret af the Company for Mejeriforeningen.

2004 bliver Mek Peks travleste år, han fylder 40 og selvom konen flytter fra ham i starten af marts spiller Mek Pek over 150 jobs, producere en cd for Ann & Aberne, holder sit 25 års jubilæum som professionel musiker, medvirker i en del TV programmer og laver inspirationskurser for DGI.

I 2005 sætter Mek sin egen oneman teaterforestilling ”Anton & Sassabassa” op. Han får også udgivet en børne-billedbog, baseret på forestillingen. I november og december spiller Mek Pek Nikolaj, i Midtjysk egnsteater’s tournéopsætning af ”Nøddebo præstegaard” og høster flotte anmeldelser for sin skuespiller præstation.

I starten af 2006 indspiller Mek Pek & Habbasutterne deres tredie album, der udsendes i en box med ”Anton & Sassabassa” bonus DVD.

Mek Pek udsendte, i april 2008, sine bedste børnesange på albummet: Mek Pek Greatest – Åh abe & Habbasut hits.

I 2011 kan Mek Pek Party Band fejre sit 30 års jubilæum og Donna kommer igen med i bandet.

2011 bliver “Åh abe i sneen” født, en omfattende jule-turné rundt i kultur husene, hvor succesen fortsætter i 2012, 2013 og 2014. De andre solister der er med, er bl.a. Elisabeth Gjerluff Nielsen, Alberte, Rosa, Lillenørderne Anders og Katrine, samt Chapper.
Turneen er en tilbagevendende begivenhed, med fulde huse.

I 2014 kunne Mek Pek også opleves i det Australske Dinosaur show “Dinosaur Zoo”, som Mek Pek fordanskede og turnerede med i oktober 2014. Det blev en stor succes med udsolgte huse og ca. 10.000 besøgende publikummer på 14 dage, i 4 byer.

DIVERSE
Ekstremt aktive Mek Pek har ved siden af sin musikalske karriere udfyldt adskillige roller på film og teater. Blandt filmrollerne fremstillede han i 1985 trompetisten Erik Parker i Jesper Høms film om pianisten Leo Mathisen Take it Easy og i 1990 havde han rollen som uheldig opvasker og piccolo i filmen Casanova.

På teatret har han medvirket i en række musicals. Blandt andre havde han i 1989 hovedrollen som Casper i Steffen Brandts (TV-2) musical Nemo på Bellevue Teatret, og han har medvirket i Århus Teaters opsætninger af Folk og røvere i Kardemommeby og Emil fra Lønneberg. Han har medvirket i en lang række TV-shows – både som vært og gæst. Således medvirkede han i 1986-87 i 12 episoder af Hans Otto Bisgaards Under Uret som “dum” journalistelev. På det tidspunkt var Mek Pek blevet et så kendt ansigt i medierne at Ekstra Bladets læsere i 1987 udnævnte ham til “Årets mest sexede mand”. Mediernes interesse for hans gøren og laden behandlede han siden i sangen Sludder og Sladder, der var indeholdt på Pigen og trompeten. Blandt hans øvrige TV-produktioner kan nævnes Duksedrengen og har var vært på TV3’s Rent Fup.

Mek Pek har blandt mange andre indspillet med både Jacob Haugaard og Anne Linnet. Han har medvirket på lydsporene til adskillige film og teaterforestillinger. Blandt andre Jungledyret Hugo, Dyrene i Hakkebakkeskoven, Krummernes bedste, Vildbassen, Olsenbandens første kup og Prop & Bertha. Mek Pek, hvis stemme desuden ofte har været brugt i TV- og biografreklamer (blandt andet for Legoland), har produceret for blandt andre Det Neodepressionistiske Danseorkester (DND) og ved siden af sine egne bands, har han deltaget i fritidsorkesteret Hounddog Allstars sammen med blandt andre medlemmerne fra Gnags, Jesper Bay, Thomas Helmig, Henning Stærk og Lis Sørensen. I 1993 var han medarrangør af en to-dages rock’n’ roll-festival i Randers.

I 1988 var han konferencier på Roskilde Festival og samme rolle udfyldte han i 1991 sammen med Camilla Miehe-Renard i det danske Melodi Grand Prix.